Webtilgængelighed - vores bedste råd til dig som redaktør
I denne guide præsenterer vi en række råd til, hvad du som redaktør i sognet skal gøre for at leve op til webtilgængelighedskravene, og vi vejleder dig i, hvordan du udfører disse råd i hjemmesidesystemet.
Det er værd at nævne, at ingen af rådene kræver, at du har kendskab til kodning. Og nogle af tingene gør du sikkert allerede.
Helt overordnet skal du som redaktør være opmærksom på følgende 6 områder:
Overskrifter
Ved alt tekstindhold på din hjemmeside skal overskrifterne formateres som enten overskrift 1, 2 eller 3, således teksten opdeles i et tydeligt hierarki.
Det dur altså ikke at markere tekst med fed, og lade det fungere som en overskrift.
Overskrifterne skal formateres korrekt for at sikre, at det både er nemt for mennesker og skærmlæsere at overskue og scanne indholdet. Det gøres således i backend:
- Opret/rediger et indholdselement med en overskrift
- Skriv en sigende overskrift i feltet Overskrift
- Vælg overskrift-niveau (overskrift 1, 2 eller 3) i feltet Type (se nedenfor)
Den første overskrift på en side skal altid være overskrift 1, og der må kun være denne ene overskrift på niveau 1.
Niveauerne herefter må gerne bruges flere gange - men husk den rigtige dybde i overskriftsstrukturen (dvs. brug overskrift 2 før overskrift 3).
Sørg samtidig for, at overskrifterne klart og tydeligt beskriver indholdet til de enkelte tekstelementer.
Links
Når du indsætter links i teksten, er det vigtigt, at selve linkteksten forklarer, hvad linket linker til, så du ved, hvor du bliver ført hen, når du klikker på linket.
Undgå derfor at bruge korte linktekster som “læs mere her” eller “klik her”. Linkteksten kan i stedet lyde sådan: “Læs mere om kravene for webtilgængelighed”.
Vi har lavet en særskilt guide, som udelukkende har fokus på, hvordan du laver links på din hjemmeside.
Du kan læse meget mere om links i denne guide.
Billeder
Alle betydningsbærende billeder, figurer, grafikker ol. på din hjemmeside skal have tilføjet en tekst, der beskriver, hvad det viser.
Dvs. alle billeder m.m., som er afgørende for at forstå indholdet på siden.
Ved at tilføje en beskrivende tekst til disse visuelle elementer kan personer med synsbesvær nemlig få fortalt, hvad de viser.
For at gøre dette muligt skal du tilføje en alt-tekst (alternativ tekst) til billedet. Det gøres således i backend:
- Opret/rediger et indholdselement med et billede.
- Tryk på fanen Billeder (se nedenfor).
-
Tilføj en beskrivende tekst i feltet Alternativ tekst, som tydeligt forklarer, hvad billedet viser.
Den alternative tekst skal være så præcis som mulig. Ved et billede af Aarhus Domkirke bør du derfor skrive "Aarhus Domkirke" i stedet for blot at skrive "Kirke".
Du skal undlade at skrive “Et billede af…”, da skærmlæsere i forvejen siger "et billede af", når de støder på et billede.
Bruges billedet primært som et link, skal du beskrive linkdestinationen i den alternative tekst.
Hvis der er tale om et dekorativt billede, som ikke har nogen relevans for forståelsen af indholdet på siden, behøver du ikke tilføje en tekst i feltet "Alternativ tekst". I stedet skal du sørge for, at feltet er tomt eller ikke afkrydset.
Desuden skal du være opmærksom på, hvilke billeder du bruger. For at leve op til tilgængelighedskravene skal billeder med tekst på altid undgås. Tekst på billeder vil nemlig ikke kunne læses af en skærmlæser.
Er det nødvendigt med tekst på billeder - f.eks. hvis et billede fra et bryllup med teksten "Vielser" fungerer som en "knap", der linker brugeren videre til en underside om bryllupper, er det vigtigt at huske at beskrive i alt-teksten, hvad der står på billedet, samt hvor det linker hen. I andre tilfælde kunne det give mening at tilføje teksten som billedtekst i stedet.
Multimedier
Udover kravene til billeder, som vi lige har beskrevet, er der også en række krav til multimedier (video og lydfiler):
- Helt konkret skal videoer og lydfiler på din hjemmeside have undertekster, og du skal tilføje en beskrivelse af videoens indhold, hvor du også linker til transskriptionen. Undertekster kan nemt laves på YouTube. Se YouTubes egen guide i at tilføje undertekster til videoer på YouTube.
- Stammer videoerne på din hjemmeside fra YouTube, kan de sagtens undertekstes efterfølgende, uden at du skal ændre url'en til videoen på din hjemmeside. I denne guide viser vi, hvordan du tilføjer videoer fra YouTube til din hjemmeside.
Undtagelser i forhold til ovenstående for offentlige organisationer:
- Video og audio, som er lagt på hjemmesiden før den 23. september 2020, er undtaget.
- Livestreams er også undtaget af kravet. Men gemmes og vises livestreamet efterfølgende på hjemmesiden, er den ikke længere undtaget og skal - senest 14 arbejdsdage efter den er publiceret - leve op til tilgængelighedskravene.
- Videoer fra tredjepart, som er uden for kirken som organisation, og som man ikke har betalt for at få udarbejdet, er undtaget af kravet. Derfor skal disse ikke tekstes. Her guider vi dig i at tilføje videoer fra DKM på din hjemmeside. Alle film fra Danmarks Kirkelige Mediecenter vil dog fremadrettet blive tekstet.
- Videoer, som fungerer som et mediealternativ til tekst på siden, er undtaget, såfremt videoen ikke indeholder information, som ikke kan læses i teksten. Markér i teksten før videoen, at den er "Mediealternativ til tekst".
Dokumenter
Dokumenter i form af f.eks. PDF’er, Word-filer o.l. skal også sikres i forhold til webtilgængelighed.
- Den letteste måde at sikre, at referater og lignende lever op til kravene, er ved at lægge teksten ind som almindeligt tekstindhold på siden i stedet for at uploade dokumenter (Word eller PDF).
- Vil du lægge et Word-dokument på hjemmesiden, kan du selv tilpasse indholdet og bruge programmets indbyggede funktion til at sikre tilgængeligheden af dokumentet. Vi har lavet en gratis guide, der viser dig trin-for-trin, hvordan du gør. Få vores gratis guide til at lave tilgængelige Word-dokumenter.
- Helt generelt fraråder DKM PDF’er på hjemmesidder i forhold til webtilgængelighed. Vælger du alligevel at lægge PDF’er på din hjemmeside, skal du sikre at PDF´en lever op til standarden for webtilgængelige PDF´er. Har du Acrobat Pro (betalt version af Acrobat Reader), kan du bruge dennes funktion til at sikre, at dine PDF’er lever op til kravene.
Instruktioner (sensoriske egenskaber)
En sidste vigtig ting du som redaktør skal være opmærksom på, er de instruktioner, der gives til brugeren rundt omkring på din hjemmeside. Disse instruktioner kaldes også sensoriske egenskaber.
Der er bl.a. tale om den måde, du i teksten henviser til andre elementer eller placeringer på din hjemmeside.
Din hjemmeside lever ikke op til tilgængelighedskravene, hvis der bruges formuleringer som "... i boksen til højre/venstre". Det skyldes først og fremmest, at skærmlæsere ikke tager hensyn til højre/venstre side, men derimod læser indholdet i den rækkefølge, der er bestemt ved programmeringen af siden.
Generelt gavner det din hjemmeside at undlade instruktioner med henvisning til placeringer som højre/venstre eller under/over.
Da hjemmesidens design er responsivt, vises indholdet nemlig anderledes på en mobil eller iPad end på en computer. Derfor er det typisk kun på en computer, at boksen har den placering, du henviser til.
Vi anbefaler derfor, at du gennemgår din side og tjekker, at du ikke laver instruktioner, der udelukkende er baseret på placeringen på siden. I stedet for at skrive "... i boksen til højre" kan du skrive: "klik på boksen med overskriften Gudstjenester".
Yderligere information om webtilgængelighed
Du kan læse mere om lovgivningen omkring webtilgængelighed på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.
Du kan læse den fulde liste af retningslinjer omkring webtilgængelighed på den danske oversættelse af Web Content Accessibility Guidelines (WCAG) 2.1.
Har du spørgsmål omkring webtilgængelighed og de kriterier, vi har behandlet her, så ring til os og få svar på dine spørgsmål på tlf. 87 40 37 03.
Husk desuden, at offentlige organisationer SKAL udfylde en webtilgængelighedserklæring og opdatere den én gang årligt. Læs mere på digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.
Forbehold
Vi tager forbehold for, at der løbende kan ske ændringer i vejledningerne og lovgivningen på området fra centralt hold. Vi holder løbende guiden opdateret.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.