EU har vedtaget, at alle offentlige hjemmesider skal overholde en række specifikke standarder for webtilgængelighed. Kravene skal sikre, at alle borgere - også svagtseende, blinde og andre med fysiske funktionsnedsættelser - har nem adgang til vigtige oplysninger digitalt.
Da kravene bl.a. også gælder alle sogne og provstier i folkekirken, har vi her hos Danmarks Kirkelige Mediecenter udarbejdet vejledninger i, hvad I skal gøre for at leve op til kravene.
Vejledningerne er gratis, idet vi er opmærksomme på, at der er stor usikkerhed i sognene omkring, hvorledes I kan leve op til kravene i lovgivningen.
3 kategorier jeres hjemmeside skal leve op til
Kriterierne for webtilgængelighed kan overordnet opdeles i tre kategorier, som kort gennemgåes nedenfor. Samtidig gør vi opmærksom på, hvilke områder I selv har ansvaret for, samt hvad vi kan hjælpe jer med.
- Tekniske kriterier (DKM)
Disse kriterier skal f.eks. sikre, at det er muligt at "hoppe rundt" på hjemmesiden via hjælpemidler som f.eks. skærmlæsere, specielle tastaturer mm. De tekniske kriterier tager vi os af, idet det er os, der udvikler og vedligeholder jeres 3S-hjemmeside. De tekniske kriterier for tilgængelighed blev implementeret på alle 3S-hjemmesider i 1. kvartal 2021.
- Designkriterier (jer)
Designkriterierne drejer sig om indstillinger, der har betydning for udseendet af jeres hjemmeside – f.eks. farvekontraster, tekststørrelse og tekstafstand. Ansvaret for, at disse krav opfyldes, ligger primært hos jer. Vi tager i opbygningen af hjemmesiden højde for kravene, i det omfang det er muligt, men de fleste af kriterierne skal styres af jer lokalt. Læs vores gratis guide om designkriterierne her.
- Redaktørkriterier (jer)
De redaktørmæssige kriterier omhandler indholdet på jeres hjemmeside – dvs. tekst, billeder, multimedier og dokumenter. Ligesom ved designkriterierne ligger ansvaret for denne del hos jer. Men vi vil som altid gerne hjælpe jer, og derfor har vi lavet en vejledning i, hvordan I kan arbejde med redaktørkriterierne på jeres hjemmeside, således at jeres hjemmeside lever op til kravene. Læs vores gratis guide til redaktører her.
Da der er stor tvivl omkring, hvordan man skal håndtere de mange dokumenter på ens hjemmeside, har vi også valgt at hjælpe jer med denne del. Læs mere om tilgængelige dokumenter, og hvordan vi kan hjælpe jer her. Vi har også udviklet en gratis guide til at gøre sine Word-dokumenter tilgængelige.
Lettere end man tror – og I opnår en række fordele
Selvom det måske umiddelbart virker som et krævende arbejde at skulle optimere hele hjemmesiden, så er det ikke så besværligt, som det kan lyde. Og I opnår faktisk en række fordele ved at gøre det:
- For det første er det en god anledning til at få ryddet op i indholdet på jeres hjemmeside, således at I får slettet gammelt og unødvendigt indhold.
- Samtidig bliver indholdet på hjemmesiden automatisk mere præcist og fokuseret, når I tager udgangspunkt i kravene for tilgængelighed, hvilket er positivt for alle brugere af hjemmesiden.
- Endnu en vigtig fordel er, at jeres hjemmeside på nogle områder også bliver nemmere for søgemaskinerne (Google) at forstå, hvilket kan betyde, at flere besøgende sendes jeres vej.
Alt i alt bliver jeres hjemmeside mere brugervenlig, hvis I bevidst arbejder med webtilgængelighed. Det betyder, at brugere med funktionsnedsættelser også kan have glæde af jeres hjemmeside.
Yderligere information om webtilgængelighed
Har du spørgsmål omkring webtilgængelighed og de kriterier, vi har behandlet her, så ring til os på tlf. 87 40 37 03.
Du kan også selv læse den fulde liste af retningslinjer omkring webtilgængelighed på den danske oversættelse af Web Content Accessibility Guidelines (WCAG) 2.1.
Husk desuden, at sognet skal udfylde en webtilgængelighedserklæring via den digitale løsning, WAS-Tool, som Digitaliseringsstyrelsen stiller til rådighed. Erklæringen skal opdateres én gang årligt. Læs mere om erklæringen og udfyld den her.
Læs mere om lovgivningen omkring webtilgængelighed på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.