17.06.2015 | Søren Johan
Nyt Sigurd og Snapper projekt skal fortælle danske børn om verdens uretfærdighed. 23 landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer, alle sogne og alle friskoler er blandt modtagerne af det nye ulandsoplysningsmateriale, der udkommer i september 2015.
Hvad laver en kopi af tøjdyret Snapper i det afrikanske land Malawi sammen med en tv producer og en fotograf fra Danmarks Kirkelige Mediecenter? Det enkle svar er, at de sammen er på research forud for produktionen af 10 nye film med bl.a. Sigurd Barrett og tøjdyret Snapper. De nye film er omdrejningspunktet i et stort landsdækkende ulandsoplysningsprojekt, målrettet børn i 5-9 års alderen, som DKM og Folkekirkens Nødhjælp står bag, og som Y’s Men Region Danmark har valgt som regionsprojekt i 2014-15.
I efteråret 2015 kunne danske børn blive meget klogere på verdens uretfærdighed, og hvad det betyder, hvis man ikke er lige så heldig at være født i et smørhul som Danmark. De kan møde afrikanske børn med masser af menneskelige ressourcer og gå-på-mod, der kæmper for en bedre fremtid. Men også om et liv uden skolegang, uden en mor og far, uden rent vand eller et hjem at bo i. Og de kan blive klogere på, hvad de selv kan gøre for at hjælpe.
To af de afrikanske børn som de danske børn kommer til at lære at kende er Tamala på 8 år og Kumbukani på 9 år. Tamala bor i en landsby uden en brønd, og hun og hendes mor må gå langt for at hente dagens mange spande vand i en vandhul. Hvis altså der overhovedet er vand i vandhullet. Der er ikke altid plads i Tamalas liv til skolegang, for det er vigtigere at få hentet vand til tøjvask, madlavning og vanding. Kumbukani derimod har masser af vand, men ingen mor og far. De døde begge af aids for to år siden. Sammen med sine to brødre må Kumbukani klare sig selv; lave mad, gøre rent, tjene penge, købe ind, hvis de har penge, og trøste hinanden, når livet bliver for hårdt.
”Historier om verdens uretfærdighed” bygger videre på ”Sigurd fortæller Bibelhistorier” og ”Sigurds historier om at være til”, og Sigurd Barrett, tøjdyret Snapper, og et helt nyt tøjdyr skal sammen formidle oplevelser, viden og handlemuligheder direkte til målgruppen på 5-9 år i deres øjenhøjde og sprog. Sammen med filmene kommer også helt nye sange fra Sigurd Barrett og en række anvendelsesforslag. Målgruppen omfatter over 100.000 børn, i 7000 sogne, friskoler, daginstitutioner og lokalafdelinger af 23 kirkelige og idebestemte børne- og ungdomsorganisationer.
DKM og Folkekirkens Nødhjælp var i begyndelsen af maj på en researchtur i Malawi og Sydafrika, for at finde historier, locations og børn til filmproduktionen, der gennemføres i oktober og november måned. De 10 film skal være klar, så de kan bruges lokalt, når FN i september 2015 skal evaluere de globale 2015-mål, og der derfor vil komme stort fokus på udvikling og ulande.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.