26.11.2017 | DKM
Der er deadline til kirkebladet om lidt og du står tilbage med 5 halvdårlige billeder til at illustrere et opslag om advent – hvad gør du? Der er ingen magi, der med et trylleslag kan gøre billederne til ”årets fotos”. Men med lidt let redigering kan du forbedre dem væsentligt. Og det behøver ikke at tage lang tid.
1. Billeder bør næsten altid beskæres, hvis det er en amatørfotograf, der har været på spil – nogle gange meget, andre gange bare en lille smule. Sørg for at overflødige elementer, som fx for megen himmel eller græsplæne, personer, genstande og bygninger, bliver skåret væk. Så netop det, du vil vise, kommer i fokus.
2. Justér kontrasten i billedet. Enten ved at bruge autofunktionen eller hvis du er lidt mere eventyrlysten, så eksperimentér med at ændre den manuelt. Det kan fx gøre et billede mere dybt og spændende. Og så kan det skjule de allerværste uskarpheder.
3. Hvis du skal bruge flere billeder i en slider på hjemmesiden eller på et opslag i kirkebladet, kan du bruge farvetoner til at gøre billederne mere ensartede. Det springer hurtigt i øjnene og ser "forkert" ud, hvis nogle billeder har meget varme nuancer og andre har meget kolde nuancer. De fleste fotoredigeringsprogrammer giver mulighed for at justere farvetone – også gratisprogrammer som Picassa og GIMP. Vælg fx en varm gul eller brun tone til alle billederne. Du skal selvfølgelig udtone farven godt, så billederne ikke bliver helt gule eller brune at se på.
”Gode fotos er 10% kreativitet og 90% flytning af møbler” – ukendt
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.