13.11.2017 | DKM
Du skal til at skrive din første artikel. Du spørg dig selv hvordan du skal gribe det an. Lad det være begyndelsen i din proces. Det første skridt er at komme i gang, for det handler primært om at øve sig.
Af og til kan vi have en tendens til at sætte skrivekunsten op på en piedestal, hvor nogle er talentfulde, andre ikke. Roy Peter Clarck, forfatter til bogen ”Skriveredskaber”, skriver at man skal tænke på skrivekunsten som et slags tømrerarbejde, hvor det eneste man behøver, er at få samlet redskaber sammen. Her kommer nogle få råd som kan hjælpe dig i gang.
1. Drop klicheerne – vær original
Har du travlt med at tænke ud af boksen og have det forkromede overblik, så er gode råd dyre. Men har man sagt A, så må man også sige B, og slå koldt vand i blodet - ikke bare springe over hvor gærdet er lavest. Det handler om at komme ud over rampen med det, der ligger lige til højrebenet. Har du et es i ærmet, så behøver du slet ikke at bruge klicheer. Drop klicheerne, for det du har at sige uden dem, er godt nok i sig selv. Originalitet skaber forandring, og du er med dit sprog selv med til at skabe den.
2. Drop det akademiske sprog
På skolebænken lærte du måske at analysere et område og vurdere det og afgrænse det, så du kunne antage at kende dine begreber og sammenhængen med baggrund i en bestemt kontekst. Men når du skal skrive en artikel, er det slet ikke nødvendigt at bruge fine ord. Det gør teksten tung at læse. Brug hellere et simpelt hverdagssprog, som selv din bedstemor ville kunne forstå, for hvis ikke hun gør det, hvem gør så?
3. Skriv aktivt
Det som du skriver aktivt, er lettere at læse, end det der skrives passivt. Aktivt sprog handler om at skrive, som du taler. Når du skriver aktivt, skaber det tydelig handling og mening i teksten. Dette råd ”følges”, så snart du følger det. Det aktive sprog gør dig lettere at forstå, og din tekst mere dynamisk at læse.
4. Gør det abstrakte sprog konkret
Har du prøvet at være på ferie langt væk hjemmefra, og befinde dig i et land, hvor alt du hørte var: bla bla bla? Du kunne hverken forstå eller tale sproget, og du måtte have fat i en guide for overhovedet at finde ud af, hvad der foregik. Sådan kan det også være for kirkefremmede, der er interesserede i at læse din artikel, men som ikke forstår budskabet. Hvad betyder evangelisk-luthersk? Hvad betyder fadervor, trosbekendelse og sakramenter? Måske er du indforstået med de teologiske termer, og det kan godt være at dine venner på teologistudiet ville kunne forstå din artikel. Men hvis du ønsker at nå ud til et publikum, som ikke er vant til at gå i kirke, kan du med gode grunde genoverveje, hvilke ord og begreber du bruger. Det har du mulighed for i din artikel. Gør dit bedste for at forklare de uforståelige ord, og gør afstanden mellem dig og din læser mindre. Det er dit ansvar at lede læseren igennem teksten. Gør det abstrakte sprog konkret.
5. Lug ud i fyldord
Jeg synes bare at det måske virkelig er for meget. Der er altså bare så mange ting som bogstaveligt talt er overflødige. Hvis du virkelig har et budskab, så behøver du slet ikke at skrive, at du virkelig har et. Så er det nok at skrive budskabet som det er. Når du er direkte i dit sprog, viser det også andre, at det du har at sige er godt nok i sig selv. Du behøver med andre ord ikke at bruge fyldord for at understrege din pointe.
6. Beskær din tekst
Når du er forelsket i din egen tekst, er det en behagelig og stærk følelse, der kan føre til et ubehageligt og farligt resultat. Skær alt det væk i din tekst, som ikke understøtter dit fokus. Hold dig til få citater, og skær alt det væk som ikke er relevant for almindelige læser (men som du måske selv synes lyder smart). Dræb dine darlings, som det hedder på ”godt dansk”, og kom helt ind til kernen med det du gerne vil sige, så du får det sagt godt!
Foto af: Maria Reyes-McDavis via flickr.com
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.