Billedkarruseller kan være en god måde at fange opmærksomheden hos den besøgende på din hjemmeside. Men ofte bør man stille sig selv et meget væsentligt spørgsmål først: Har vi billeder i tilstrækkelig god kvalitet til, at vores hjemmeside kan bære billeder som det mest centrale på forsiden?
Hvis ikke, så gælder det om at komme i gang med at opbygge et godt fotoarkiv.
Sådan gør du:
- Find en eller flere fotografer, gerne frivillige
- Lav en plan for, hvilke billeder, I har brug for
- Giv fotografen en grundig briefing, inden han eller hun sendes afsted
- Opbevar billederne i et egnet fotoarkiv
Find en eller flere fotografer
En af de vigtigste forudsætninger for at få et godt billedmateriale til rådighed er selvfølgelig at I har nogen, der gider tage billederne. Har I en ansat, der har en passion for amatørfotografi, eller måske en frivillig eller en konfirmand? Det er godt, hvis I kan finde et par stykker, så tjansen ikke altid hænger på den samme. Start med at spørge dem, om de vil fotografere til et enkelt arrangement, frem for at forsøge at få dem til at forpligte sig til at være fast husfotograf.
Lav en plan for hvilke billeder I har brug for
Start med at kigge på kalenderen. Hvilke højdepunkter er der i løbet af året, som I har brug for billeder til. Det kan fx være højtider og tilbagevendende arrangementer. Skriv dem ind i en fotoplan.
Overvej derefter hvilke basisbilleder I har brug for af jeres kerneaktiviteter. Det kunne fx være legende børn, unge der debatterer, et kor der synger eller nogen der indsamler penge til et godt formål.
Nu har du forhåbentlig en god liste over begivenheder og situationer, der skal tages billeder af. Kast dig ikke over dem alle med det samme, men tag dem en af gangen og gør det til en fast rutine at tjekke fotoplanen for at se om det snart er tid til at krydse endnu en af på listen.
Giv fotografen en grundig briefing
Lad være med at sende fotografen afsted med en så løs opgave som ”at tage billeder af luciaoptoget”. Den største chance for et godt billedmateriale får du, hvis du briefer fotografen grundigt i forvejen. Særligt, hvis der er tale om en frivillig fotograf. Fortæl fotografen om arrangementet og præcis, hvilke situationer du som minimum gerne vil have fotos af. I eksemplet med luciaoptoget kunne det fx være når lysene bliver tændt, når børnene er på bestemte punkter undervejs, et nærbillede af tre børn der synger, når de leger bagefter osv. Er du ikke selv direkte involveret i planlægningen af arrangementet, så spørg på forhånd arrangørerne efter hvornår de tror, der bliver gode fotomuligheder.
På den måde ved fotografen lidt mere om, hvornår hun skal være hvor, for at få de gode billeder. Og der er større sandsynlighed for at du har et godt materiale at arbejde videre med bagefter.
Opbevar billederne i et egnet fotoarkiv
Sørg for at billederne ikke bliver spredt for alle vinde, så nogle ligger hos webmasteren, andre ligger hos layouteren af magasinet og andre igen ligger på computeren på kontoret. Det bedste er at bruge et online billedarkiv og give alle relevante personer adgang til det – både fotografer og dem, der skal bruge billederne bagefter. Systemet skal gerne kunne håndtere informationer om:
- Hvem der har taget billedet.
- Begrænsninger i brugen af billedet (hvis det fx skal bruges i et blad inden det må bruges på hjemmesiden).
Derudover er det godt, hvis man også registrerer: - Hvem der er på billedet
- I hvilken situation billedet er taget – fx til et konkret arrangement
Der findes mange forskellige systemer, der kan håndtere denne opgave.
Har I ikke mod på at komme i gang med et sådant system, kan det også være så simpelt som at give alle adgang til alle billeder via Dropbox. Organisér billederne i mapper der er navngivet med både fotografnavn og arrangement.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.