30.10.2017 | DKM
Julepynten har gjort sit indtog i landets supermarkeder. For tidligt mener du måske, men det er også nu, I skal til at planlægge julens kommunikation, hvis I ikke allerede er i gang. Gudstjenesterne juleaften bliver sikkert velbesøgte uanset om I går i flyverskjul fra nu og til jul, men det samme gør sig ikke nødvendigvis gældende for De 9 læsninger, Luciaoptog, julekoncerter, de øvrige julegudstjenester og hvad I ellers har planlagt i december måned. Kampen om især børnefamiliernes tid er hård i denne travle tid.
Her er en lille idéliste:
- Saml julens arrangementer på en særlig side på hjemmesiden. Lav et prominent link fra forsiden og inkludér det direkte link i al kommunikation omkring julen.
- Har i et email-nyhedsbrev, så brug det til at kommunikere til forskellige målgrupper. Lad et handle om julens arrangementer for børnefamilier og et andet have fokus på de mere kulturelle events. Har I et særligt vigtigt arrangement, så husk at gentagelse med forskellige vinkler er nøgleordet (læs mere om det her).
- Tag kontakt til Lokalavisen i god tid og giv dem rigtig gode argumenter for hvorfor de skal skrive om netop kirkens julearrangementer frem for skolens, cityforeningen/handelsstandsforeningens eller klubbens ditto.
- Engager netværket af frivillige og faste kirkegængere i kommunikationen. Gør det let for dem, at dele information om spændende arrangementer med naboer, venner og bekendte.
- Skab blikfang i lokalsamfundet. Hæng plakater op i butikker, butikscentre, ældrecentret, institutioner, skoler og plakatsøjler. Vil I tiltrække ekstra opmærksomhed kan I tilføre lidt glimmer og glamour i form af fx en minidiscokugle eller noget andet, der får plakaten til at skille sig ud fra mængden.
- Få konfirmanderne til at lave et lille julesetup (krybbescenarie/julelandskab), hvor børn, der besøger kirken, kan blive fotograferet. Lidt lige som man tager til fotografen for at få lavet et julebillede af børnene til julekortet. Opfordr forældre til at dele billedet på Facebook. Det viser en anden side af kirken end det lidt tørre image mange har af søndagshøjmessen. Lidt for meget lir eller god kommunikation? Fortæl os, hvad du synes i kommentarerne.
Foto: folkekirken.dk
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.