Måske sidder der en enkelt derude og er interesseret i splittelsen i menighedsrådet i 1965 eller organisationens aktivitetsmateriale fra 1994 – så skal de da ha’ adgang til det på hjemmesiden, ikke? Svaret er et rungende ”nej”. Som med så meget andet gælder det på hjemmesider, at ”less is more”.
Stil skarpt
Ofte opholder de besøgende sig mindre end et minut på jeres hjemmeside. Det er ikke lang tid, så I skal være helt skarpe på, hvad I gerne vil have, at de besøger i den tid. Og jeg håber ikke, at et aktivitetsmateriale fra 1994 ligger højt på denne prioriteringsliste. Hvis I begrænser mængden af materiale på websitet, er der større sandsynlighed for, at de besøgende finder det bedste af det, I kan tilbyde. Og at det indhold, der er tilbage, når I har fjernet 50 % af det nuværende, kommunikerer tilsvarende stærkere. Der skal være lige netop det indhold, flertallet af jeres brugere efterspørger, og ikke et komma mere.
Hvilken følelse taler I til?
En anden grund til at begrænse mængden af indhold på hjemmesiden er, at god hjemmesidekommunikation taler til følelserne. Store billeder og begrænset mængde af tekst giver en fornemmelse af, at der er noget på hjertet. Hvorimod et væld af knapper, lange tekstpassager og filer til download får læseren til at klikke videre og væk. Så kig kritisk på jeres hjemmeside – eller endnu bedre, få en udenforstående til at kigge med – hvilken følelse rammes man af, når man først åbner jeres side? Begejstring? Wow? Eller forvirring? Ligegyldighed?
Skab en enklere indholdsstruktur
For det tredje er det svært at strukturere store mængder af indhold. Den struktur og de navne på menupunkter, der giver mening for jer, giver ikke nødvendigvis mening for en bruger, der ikke har samme indgående kendskab til hverken organisationen eller hjemmesidens opbygning. Så med en omfattende menustruktur risikerer I let, at brugeren farer vild. Og de fleste der surfer rundt på nettet har desværre ingen tålmodighed. Finder de ikke det, de søger med maksimum to klik, så er det tilbage til Google.
Så sæt fingeren på deleteknappen og slet, slet, slet. Også det, der måske gør lidt ondt at slette. Dine brugere vil takke dig.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.