12.08.2017 | DKM
I medierne og fra forskellige kommunikationseksperter kan man ofte få det indtryk, at alle kirker bør få oprettet sig en facebookside, og det kan kun gå for langsomt. Det er rigtigt, at facebook er et meget virkningsfuldt medie for nogen. Men det er også tidskrævende og et svært medie at kommunikere på. Så overvej det nøje, inden I kaster jer ud i det.
FACEBOOK TAGER TID
God facebookkommunikation kræver, at man skriver statusopdateringer på facebook mindst et par gange om ugen. Relevante og velskrevne statusopdateringer. Der skal brainstormes på emner, findes billeder, skrives og redigeres, så facebooksiden ikke fremstår som løse skriblerier. Selv om en statusopdatering kan bestå af bare 10 ord, så er det ikke nødvendigvis hurtigt at skrive. Faktisk tager det ofte længere tid at skrive kort end langt. Den tid kunne jo også være brugt på at producere et nyhedsbrev, lave flyers til kirkens våbenhus eller andre former for kommunikation. Så tænk over, om facebook er det medie, der giver mest mening i forhold til jeres målgrupper og budskaber. Er det konfirmanderne I skal have fat i, så er nyhedsbrevet ikke et alternativ. Men er det de koncert- og kulturinteresserede, så kunne det måske være bedre med en månedlig email.
FACEBOOKKOMMUNIKATION SKAL LÆRES
På Kirkernes Mediedag hørte vi Paula Larrain give udtryk for, at enhver kan skrive på facebook, mens der skal journalister til at skrive til kirkeblade o.l. Det mener jeg er et helt forkert perspektiv. At kommunikere via sociale medier er forskelligt fra kommunikation på web og kirkeblad, men også noget der skal læres. Man skal nemlig skrive på en måde, der engagerer modtagerne. Hvis ikke man får folk til at klikke på links, synes godt om, kommentere eller dele, så ser får de efterhånden vist færre og færre statusopdateringer fra dig. Det skyldes facebooks algoritme der betyder, at selv om folk oprindeligt har klikket ”synes godt om” til siden, så pushes statusopdateringerne ikke nødvendigvis ud i folks nyhedsstrøm. Faktisk får i gennemsnit kun 16% af dine ”fans” leveret dit indhold. Så hvis du har 300 fans, så er det kun 48, der potentielt kan få det, du skriver, at se (er dette ren volapyk for dig, så få vores facebookguide ved at tilmelde dig nyhedsbrevet – tro mig, det er vigtig viden, hvis du vil kaste dig over facebook). Du kan drive procentsatsen helt op omkring 70%, hvis du er rigtig god til at skrive engagerende indhold. Men det kræver øvelse eller et helt usædvanligt naturtalent.
TRO ER EN PRIVATSAG
I forhold til organisationer og virksomheder, så mener jeg desuden, at kirker har en ekstra udfordring ved facebookkommunikation: At tro er en privatsag, og derfor er det lidt sværere at få folk til at engagere sig. Engagement i form af ”synes godt om” og kommentarer, bliver nemlig også synlige for alle brugerens øvrige venner. Derfor er mange en smule mere tilbageholdne med at klikke synes godt om til en statusopdatering fra deres kirke i forhold til en nyhed fra det lokale teater eller fra håndboldklubben. Mange overvejer klikket en ekstra gang i forhold til, hvilke signaler det sender til kollegaer eller folkeskolevenner, man ikke har set i 20 år. Tro er trods alt en privatsag for mange.
GÅ PÅ FACEBOOK ALLIGEVEL
Med alle disse forbehold in mente, så mener jeg alligevel, at facebook er et godt medie for mange kirker. Hvis man investerer tiden i at skrive ofte og engagerende, så kan det give et fantastisk payoff, som ikke fås på andre medier: En konstant tilstedeværelse i målgruppens bevidsthed, eksponering over for ”venners venner” og allervigtigst dialog med målgruppen og løbende feedback på det, der rør sig i kirken.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.